I bås

Række efter række af mennesker i bås,
siger det samme som et rytmisk åndedrag
samme tonefald, samme søde smisken, forskellige sprog
Jeg sidder med ryggen mod dig, anspændte skuldre.
Jeg kan ikke se dig.
Prøver at lytte over den tunge, larmende, levende lyd
af halve samtaler.
Jeg kan heller ikke høre dig
- må stole på mine instinkter og prøve, at fornemme dig,
lader mine tanker række ud
Tillader mine varme fingerspidser at danse
over den bløde hud på indersiden af dine håndled
Mine læber glider hen over de fine blodårer
og med svimlende ophidselse erkender jeg,
at det føles som den lyserøde hud når den har dannet arvæv.
Varme læber mod køligt arvæv,
som kashmir mod silke.
Vover ikke at løfte blikket
af frygt for ikke at se dig.
Ønsker jeg kunne dufte dig,
hvor stort velbehag denne dagdrøm end bringer mig,
ligeså bedragerisk sanseløst svigt
bringer den med sig.
Hvor ville jeg kunne flyve højt på denne falske lykke,
hvis nu bare jeg kunne smage dig.
Suge blidt på din underlæbe,
så jeg kan lære om den smager af salt,
eller af fløde, kaffe og bær, ligesom jeg?
Hvor er det usmageligt svært, at koncentrere sig
når ivrige, opildnede hænder
bliver ved med at forstyrre mig.
Distraheret, ænser jeg ikke uret
før det slår,
og du smyger dig forbi mig, når du går.

Det er som om, at tiden fordriver sig selv
mens jeg kigger efter alle de forkerte mænd.
Ser mig om og vender mig efter dem
med slips og dreadlocks,
lave mænd med intense blikke,
høje mænd, helt op på tæerne for at kysse mænd,
vader rundt blandt dem
men ved jo godt hvor det i virkeligheden fører hen.
Ingen pointe i at bruge sin tid,
det er spild,
at gå rundt og stå på tå
for alle de forkerte mænd

Øjenvipper så sorte som kulstykker
kaster lange, lovende skygger
på gulddryssede ansigter
formørkede øjne fortæller om uudtalte hensigter

Nøgne skuldrer kræver opmærksomhed
om med de hede blikke ryger din værdighed
fingerspidser længes efter hud mod hud
og lune sommervinde forfører og lokker dig ud

Kigger efter de forkerte typer
står helt stille, men kan mærke at sveden løber
spærrer øjnene op og brænder i sjælen
rækker fingeren op og tørrer sved ud på læben

In heat

To look in the face of summer
and feel the excited rush to lick the fresh drops of sweat
from the forhead of its bright, warm face
To bury my excited hands between my soft, warm thighs
lusting for that unexplainable feeling of complete want
that can only be found in velvet nights
scented with the smell of a thousand heavy roses
To taste the salt on swollen lips after having kissed bronzed skin
licking that special little cave between outstanding collarbones
leaving teethmarks on the roundings of a soft shoulder
To feel everything through the sensitivity of a blazing fever
but in the most thrilling way
always floathing and halucinating
every touch sending exquisite pain through your entire body

Those days when you have that feeling..

It's all about the feeling.
That sensation that comes first.
The Omen of what lies ahead
and it is never wrong.
It's a gut feeling
- which is never mistaken.
It makes you sick and paranoid,
makes you look for invincible clues
and nowhere-to-be-found evidence.
It's fluid and it is changeable
when it's not rock solid
and surrounded by blackness.
You don't have nightmares about it
'Cause you don't sleep.
It hides beneath your eyelids,
it's in the back of your throat
Makes you choke.
Hollows you.
It's all about the feeling
that leaves you empty.
It's an awareness you can't explain
- the wordless information
of your panic.
Pitchblack darkness
at the bottom of your twisted body.
A thing you cannot say,
the moment when you loose your mind
over a thing
that no one has told you about
Awareness amongst the blind

De kan ikke det du kan

De kan ikke det du kan
det samme sker, men de glemmer resten
glemmer dét der løfter det
Jeg vækker mig selv om natten
med klynken, piven
- havkvalte skrig.
Mærker hvordan de rammer,
jeg overgiver mig
Vågner og savner dig.
De kan beholde deres smykker
- jeg har aldrig været smukkere end nu
Bærer alt det du har givet mig.
De kan ikke se det
men jeg ved,
det er der.
De kan ikke det du kan

Uden titel

Som at se dig gennem mørket
- at forstå en tvetydig tydelighed
i al dit prangende væren.
Du kunne have været tusinde andre mennesker,
hvem som helst kunne have stået i dit sted
den aften
under den himmel
- tilfældigheder er skyld i al denne
banale ballade.
Det ligner os ikke at være sådan.
Tænk - at vi udligner hinanden
og til sammen bare er
dørsmækkende, glasknusende, eder-skrigende
TYPISKE.
Troede passion var noget helt andet...
men hvad der på glitterpapiret har stor betydning
mister al sin hjerteknuser evne
i det virkelige liv.
I denne scene af vores tarvelige realityshow
er det intet andet
end ligegyldigheder der driver os.
Vi er en kliché i den verden,
vi troede,
vi var så meget mere end.
Det eneste der er mindst lige så
storladent som romanerne lod os tro
er sorgen
efter larmen.
Sorgen når en kliché
alligevel viser sig,
at være to.